Skal du afsted som backpacker, skal du på vandretur eller skal du på din første spejderlejr? Så tænker du måske “hvordan pakker man en rygsæk?”. Men fortvivl ikke. Læs i stedet med her, og find svar på spørgsmålet.
Før du overhovedet lægger dit grej i rygsækken, er det en rigtig god idé at lægge alt dit udstyr frem, så det er nemt at overskue.
Herefter kan du med fordel sortere en tredjedel af det fra. Hvis du har mere end 20 kg tilsammen, bør du nok overveje, om det er en rygsæk du skal have med. Det bliver i hvert fald tungt, hvis du skal gå langt med rygsækken på ryggen. Som tommelfingerregel skal din rygsæk ikke veje mere end ca. 10%-20% af din kropsvægt.
Pak i poser
En rygsæk kan hurtigt blive uoverskuelig, hvis du ikke pakker dit grej rigtigt. Derfor er det en god idé at pakke dit udstyr i poser, før du lægger det i rygsækken. Her kan du overveje om det giver bedst mening, at pakke “dagsposer” eller at pakke undertøj for sig, trøjer for sig, bukser for sig og så videre.
Hvis du i forvejen ved, at du skal en uge på lejr, kan det være en god idé at pakke i gennemsigtige “dagsposer” og skrive dagenes navne udenpå poserne. Så kan du pakke et par underbukser, rene sokker og en trøje i én pose, så du kun skal have fat i den ene pose, når der er tid til at skifte tøj. Bukser, skjorter og T-shirts kan du med fordel lægge sammen på langs og rulle sammen i pølser, så de ikke bliver krøllet.
Fodtøj kan undervejs blive beskidte så de opbevares i poser, og her kan du med fordel vælge solide nylonposer. Almindelige plastikposer går også an, men der kan gå hul på dem.
Der findes mange forskellige typer poser til formålet. Hvis du ved, at der kan regne, kan du med fordel investere i dry bags. Med dem kan du også lettere klemme luften ud af tøjet og på den måde komprimere dit indhold. Du kan også investere i gennemsigtige netposer, der i modsætning til dry bags giver et nemt overblik over posens indhold. Husk også at have en ekstra pose med til dit snavsetøj.
Placer udstyret rigtigt
Nu ved du, at indholdet skal i poser. Men hvordan pakker man en rygsæk, så den også sidder godt? Hovedreglen er, at det, der er tungest, skal så langt ind mod din ryg som muligt og gerne midt mellem skulderbladene. Jo længere væk fra ryggen det kommer, jo mindre balance har du med rygsækken på, og jo tungere føles den. Dette gælder både rygsække med integreret ramme og rammerygsække.
Hvis du på forhånd ved, at du skal vandre på fast underlag, som asfalt eller stier, skal du sørge for at placere vægtcentrum eller tyngdepunktet oven for hofterne. Det vil sige, at du skal pakke de tunge ting midt i eller i den øverste del af rygsækken. Skal du derimod ud og vandre på ujævnt underlag, skal vægtcentrum eller tyngdepunktet være længere nede, så du får en bedre balance.
Soveposen kan du lægge i bundrummet. Liggeunderlaget kan også være i bundrummet, hvis der er plads. Hvis ikke, der er plads, kan du spænde det uden på rygsækken. Skal du have et telt med, så del det op og spænd stængerne fast uden på rygsækken. Selve teltdugen kan ligge ind i rygsækken. De ting, du bruger ofte, eller vil have let adgang til, kan du med fordel lægge i yderlommerne eller i låget.
MEN vær opmærksom på, at ALT det, du spænder udenpå skal spændes godt fast, så det ikke hænger og dingler. Her kan du med fordel sætte ekstra elastikker på rygsækken eller investere i remme, der er beregnet til at blive monteret på rygsække.
En anden vigtig ting er, at være i god tid. Lad være med at pakke rygsækken to timer før du skal rejse. Gør det et par dage før, så du får en god fornemmelse af, hvor meget tingene fylder og hvordan de kan ligge i forhold til hinanden. På den måde har du også god tid til at træffe beslutningen om, hvad der er nødvendigt at have med, og hvad der er overflødigt.
Juster rygsækken, så den sidder godt
Når du har pakket din rygsæk, skal du tilpasse den til DIN krop. Start med at løsne alle stropper eller lignende. Tag tasken på og stram skulderstropperne, så den sidder godt på din ryg. Det er vigtigt, at skulderstroppen følger din skulder og ikke trykker på din hals eller gnaver ved armhulerne.
Herefter spænder du hoftebæltet. Hoftebæltet sørger for, at vægten fra tasken aflaster dine skuldre fordi vægten bliver fordelt, og det bør derfor sidde i samme højde, som oversiden af dit lår, hvis du løfter dit ben, så låret er i 90 grader. Eller sagt på en anden måde: Lige over hoftebenet.
Tilbehør til pakningen
Tænker du stadig “hvordan pakker man en rygsæk?”, så er der her nogle få håndplukkede ideer, der kan hjælpe dig med at overskue rygsækkens indhold og gøre rejsen nemmere.
Frilufts Stuffbag Mesh Set
En anden god idé til rygsækken er poser. Netposerne gør det hurtigt at overskue indholdet i posen, og hjælper med at holde alt udstyret i rygsækken organiseret og ordentligt på hele turen. Poserne fåes i forskellige størrelser og kan bruges til alt fra tøj til hårdt grej som lommelygte og service. Netposerne kommer i et sæt med 5, 10 og 20 liter.
TravelSafe Combi Cover
Skal du ud at rejse med rygsækken, er det en rigtig god idé at købe et såkaldt fly cover til tasken. Det beskytter rygsækken og holder styr på alle remme og indholdet. Her er TravelSafe Combi Cover en oplagt kandidat. Den vejer næsten ingenting, er nem at folde sammen, når du kommer frem, og kan bruges til rygsække i alle størrelser op til ca. 65 liter.